17.02.2011 | Postet af Mette Urth |
Blog,
sociale medier

Flere og flere firmaer ender på Facebook, men det er ikke alle der klarer sig lige godt, og har forstået hvad det vil sige at være engageret på et socialt medie. Nedenfor har vi samlet nogle af de punkter der kan være med til at skabe et mere levende site, og i sidste ende flere fans.
Skab en unik fane hver gang du laver en ny kampagne
Det er nemt at oprette og fjerne nye unikke faner, så hvorfor ikke bruge dem noget mere? Hver gang dit firma søsætter en nye kampagne eller event, så opret en side der gør opmærksom på det. Det er med til at skabe en varieret, dynamisk og levende side. *
Tag godt imod nye fans
Byd dem velkommen med en kort og overskuelig billedside der forklarer hvad siden indeholder, og hvad man får ud af at blive fan. Inkluder gerne forskellige links til aktuelle kampagner og dit firmas hovedsite. Lander ikke-fans på væggen eller infosiden, kan det enten virke amatøragtigt eller forvirrende.
Hav indhold der fænger
Artikler, statusopdateringer og synkronisering med firmaets site bringer ikke noget unikt og fængende til siden. Læg ofte videoer eller billeder op der kun præsenteres på Facebook. Har firmaet en applikation er det nemt at integrere denne i siden.
Det er ikke envejs kommunikation
Det er vigtigt ikke kun at bruge en push teknik og hele tiden sende artikler, status, etc. ud. Det er vigtigt at stille spørgsmål til sine fans, og ikke mindst at få dem til at stille spørgsmål tilbage, således at det bliver et socialt medie hvor begge parter kommunikerer med hinanden. På samme måde kan de også sende fan billeder eller videoer til sitet.
Engagement
Det er sagt mange gange før, men vigtigheden må ikke undervurderes. Ubesvarede kommentarer ender blot som en dårlig oplevelse for brugeren og i sidste ende et dårligt image og et uengageret firma. Husk på at Facebook siden kan være det eneste sted en kunde tjekker jer, frem for jeres hjemmeside. Facebooksiden må derfor prioriteres lige så højt som hjemmesiden.
Vær ikke bange for kritik
Mange firmaer holder sig fra Facebook og andre sociale medier af frygt for brugernes kritik. Men nogle gange kan det være en fordel at lytte til de negative sider og så åbent kommunikere og spørge brugerne om forslag til at løse disse. På den måde er man med til at give brugerne værdi og det kan spare firmet for mange penge på sigt at man inddrager andre til at hjælpe med at finde på løsningen.
Sørg for der er noget at vende tilbage til
Siden skal være opdateret og varieret. Søg gerne at ændre eller tilføje nye tabs ofte, lav konkurrencer, følg op på tidligere opdateringer.
Brug events
Hav gerne en fane med events også selvom det ikke er et fysisk event. Eksempelvis kan en brugers tilmelding til et event også ses som en tilkendegivelse af støtte til en handling eller aktivitet. Senest har flere end 866.000 personer tilmeldt sig eventet ’ A virtual march of millions in solidarity with Egyptian protestors’, trods det at de aldrig fysisk vil møde op til eventet.
Hyppige opdateringer
Sørg for at opdatere ofte, gerne 2-3 gange om ugen. En side der sidst er opdateret for 4 uger siden er ikke noget man vender tilbage til eller tilmelder sig som ikke-fan.
Citer gerne dine brugere i dine opdateringer
Har en af dine brugere skrevet en særligt god kommentar, kan du med fordel anvende den, hvis du skal bevise engagement og tiltrække nye brugere. De nye brugere vil sikkert håbe at de engang kan blive citeret fra officiel side.
—–
* Opdatering
Pr. 11 marts 2011 har Facebook ændret opsætningen af sider på Facebook. Det har blandt andet medført at fanebladene er forsvundet og i stedet er flyttet over i venstre bjælke under de andre menupunkter. Hvert menupunkt har tilknyttet sit eget lille ikon. Derfor er det en fordel at tilføje et genkendeligt ikon, når man opretter nye menupunkter til en bestemt kampagne.
3 kommentarer